|
|
Om Ferien
Hestevognsferie på Samsø
Med rigtige hestekræfter spændt foran vognen, går turen øen rundt. Vore rolige Nordbaggere går i et sindigt tempo, så der er god tid til at nyde Samsøs kønne natur. I kan sagtens nå at handle ved boderne langs vejen og rigtigt studere de små hyggelige landsbyer turen går igennem.
Hestevognen er udstyret med hovedpuder, dyne, tæpper, service og bestik til 5 pers. + alm. køkkengrej til madlavning.
I skal selv medbringe sengelinned, håndklæder, viskestykker, karklud, tændstikker, campinglampe og hængelåse. Det er også en god ide at medbringe proviant til den første dag eller to, da det kan være svært at nå til købmanden.
Lyt til vejrudsigten og pak kufferten derefter.
OBS! mindst en voksen pr. vogn under kørsel. Kuskehjælp kan arrangeres mod merpris.
Husdyr kan ikke medbringes.
Ø-rundturen, der er en 6 dages tur, køres af en fastlagt rute, så vidt muligt på små veje. Når turen er omme, har I været øen rundt og kørt gennem Samsøs vidt forskellige landskaber: kyststrækninger, skov, hede og fjord.
|
|
Instruktion
I ankommer søndag kl. 11.00. Når I har indrettet jer i vognene, får I et intensivt kursus i omgang med heste, og hestevognskørsel. I behøver derfor ikke have erfaring med heste og hestevogne.
Først en god snak, om hvordan man omgås heste - pleje og fodring af dem. Hestene skal behandles kærligt - men bestemt, så de ved, at det er menneskene der bestemmer. Hvis man på forhånd ved, at man er bange for heste, så er dette ikke den rigtige feriemåde.
Hestevognen gennemgåes - hvordan gasblus, køleskab og toilet virker. Vi viser hvad de forskellige redskaber i kuskesædet bruges til, og bremse-, sving- og køreteknik.
Heste og vogne gøres klar
Hestene hentes i folden og gøres klar ved bommen. Her øver vi også i at lægge seletøjet på. Når alle er klar, øver vi forspænding for vognene og så er der afgang. Turen er begyndt.
Opfølgning
Vi kører med et lille stykke, og sikrer os at kusken er tryg og at alt går som det skal.
Vi kommer ud på pladserne hver aften, for at se hvordan I har det. Vi har ekstra gas med og ordner evt. fejl ved seletøj, hestesko o.a.
I dagtimerne kan vi kontaktes på mobiltelefon, hvis der skulle være behov derfor. |
Ø-rundturen
Der overnattes på bestemte pladser. Pladserne er indrettet med fold, hvor hestene kan gå og græsse og slappe af til næste dags tur. Der er vandhane, så hestene(!) kan få stillet deres tørst og I kan blive vasket lidt og få vand til madlavningen. Desuden er der borde, bænke og bålplads, så I kan hygge jer om aftenen.
Turen er planlagt sådan, at I overnatter ved Sælvigbugten, hvor der er en meget børnevenlig strand - i Nordby bakker, et fredet naturskønt område - ved Vesterløkken, et fredeligt område tæt på Samsøs vestkyst - ved Ballen, hvor der er en dejlig strand og et hyggeligt havnemiljø. Om fredagen går turen tilbage til vores gård ved Besser. Hvis I ankommer tidligt, kan eftermiddagen f.eks. bruges til en spadseretur til det særprægede Besser Rev. (2,5 km.)
På gården er der bad og toilet, så I kan blive frisket lidt op den sidste aften, hvor der hygges om bålet og udveksles erfaringer. Lørdag formiddag siger vi farvel til jer, og bruger resten af dagen til eftersyn af vognene.
|
|
|
|